Klima og velfærd

Faktainformation

Befolkningens prioritering af klima og velfærd fordelt på alder:

!Studieprøve 2024-05'06 Skriftlig del, p.2

Befolkningens prioritering af klima og velfærd fordelt på højeste fuldførte uddanelse:

!Studieprøve 2024-05'06 Skriftlig del, p.2

Opgavestillinger:

1. Gør ud fra faktainformationen kort rede for befolkningens prioritering af klima og velfærd efter alder og uddanelse.
2. Hvilke årsager kan der være til de forskelle i befolkningens prioritering af klima og velfærd, som faktainformationen viser?
3. Hvordan kan man efter din mening både prioritere klima og velfærd i fremtiden?
4. Tag stilling til udsagnet: "Nu gider vi ikke høre mere om klimaet!" (Besvarelsen af dette punkt skal udgøre mindst 25 % af den samlede besvarelse).

Tekst

Inledning:

Danskerne plejer at hævde, at de er især miljøvenlige. Det er sandt, at Danmark er blandt de mest progressive lande ift. klimaet, men især de seneste få år har det danske samfund og politik mærket, at der er mere til den her krise end fortidige kriser. Der kræves nedskæringer, investeringer og omdeling - skal Danmark prioritere velfærd eller klimaet?

1:

Tænktanken Cevea har undersøgt spørgsmålet, hvorvidt klima er vigtigere end velfærd fordelt blandt forskellige aldersgrupper og uddannelsesgrader. De yngre fortrækker klima overfor velfærd (55% klima overfor 40% velfærd), hvorimod de ældre foretrækker velfærd overfor klima (60% velfærd overfor 40% klima). Jo yngre man er, desto sandsynligere er det, at man prioriterer klima overfor velfærd, og omvendt, jo ældre desto højere er andelen for velfærd. De samme to trends spejler sig også blandt de forskellige uddannelsesgrader: lavere uddannede fortrækker velfærd (65% velfærd og 35% klima) og højere uddannede klimaet (65% klima og 30% velfærd).

2:

Det er ikke så bemærkelsesværdigt, at ældre generationer fortrækker velfærd overfor klimaet, fordi emnet klima er et yngre fænomen. Klimakrisen har udviklet sig betydeligt gennem de seneste to årtier og det ville sige, at de fleste ældre har levet sine liv for det største uden at tænke på klimaet, før klimakrisen vandt momentum. De yngre derimod, kraft af, at de er født i nyere tid, har lært emnet klima tidligt at kende - de er vokset op med de første faser af klimakrisen.

Derudover vedrører klimakrisen stærkere de yngre end de ældre. Klimaet kommer at forandre sig stærkere og stærkere i de kommende årtier og det vil skabe betydelige omvæltninger af bestående systemer, og det falder tidsmæssigt præcist sammen med levetiden af dem, der har deres liv endnu foran sig. For de ældre er det faktisk vigtigere at forbedre deres livsaften, de lever nu, og for de yngre stiller sig spørgsmålet, hvorhvidt de overhovedet kan forvente en klassisk livsaften.

Klimakrisen er et kompleks fænomen, det vil sige, at det kommer at vise sig på mangfoldige måder, især hvis man inkluderer de økonomiske og sociale risici, der kan og vil opstå. Dette egenskab kan være årsag til, hvorfor højere uddannede prioriterer klimaet overfor velfærdsystemet: hvis man bare ikke forstår klimaforskningens videnskabelige udtrykke, så er det mere sandsyndligt at man prioriterer emner, der har indflydelse på én i nutiden, og det er i hvert fald sandt for velfærd.

Højere uddannede derudover tjener statistisk bedre end lavere uddannede, pga. deres højere specialisering og akademisk karriere, og så er de mindre afhængig af velfærdsystemet. De har en større finansiel formue at overkomme svære livsfaser end de mindre uddannede, der bliver tvunget titer til at modtage sociale ydelser.

3:

I min mening er det ikke en god idé at mindre prioritere den éne over den anden - de er både ligeværdige. Hvis man ignorerer klimakrisen, så indhenter den én endnu stærkere i fremtiden. Det samme gælder ift. velfærd: dette system er nødvendigt at skabe social harmoni og sammenhold. Kun med socialt sammenhold vil det være muligt, at overkomme de fremtidige kriser, herunder klimakrisen.

De her to aspekter kommer med deres omkostninger: klimakrisen kræver en fundamental omstilling i energi-, trafik-, byggesektoren osv., og velfærdsystemet forandrer sig i relation til den demografiske udvikling. Jeg synes, at der vil opstå større behov for finansiering udover det, hvad fremtidig økonomisk vækst kan bidrage, og så mår man overveje andre finansieringskilder, blandt andet en større omdeling blandt sociale grupper.

4:

Udsagnet "Nu gider vi ikke høre mere om klimaet!" er et meget farligt udsagn at udtale, fordi det afslører, at der mangler en fundamentalt formue til hvad klimakrisen egentligt betyder, og det er et udtryk for ignorance og vidner bare af kortsigtet tænkning.

For det første: klimakrisen er så en stor krise sammenlignet med de andre, at det er næsten umuligt at sammeligne den. Klimakrisen vedrører mange foreskellige sektorer af vores samfund. For at komme ned til "net zero" mår næsten al trafik være elektrisk, vores elnet mår være udbygget til at modstå det fluktuerende og derudover også større elektriske behov, og vores bygninger mår være bedre isoleret, have grønne varmeanlæg, og blevet opført klimaneutralt, osv. Tidligere kriser, måske bortset fra Covid-19-pandemien, havde betydeligt mindre indflydelse på vores liv.

For det andet: oliekrisen eller finanskrisen f. eks. var temporære kriser, der havde mere eller mindre én eller kun få udløser. Klimakrisen er et fænomen, der opstod pga. menneskelighedens eksistens og udvikling gennem de seneste århundrede. Menneskeligheden voksede markant og teknologisk fremskridt sprang frem på samme skridt. Op til nu, betød større og større drivhusgasudstød større fremskridt, men vi har bare mærket for nyligt, at det betyder også til sidst en større klimakrise. Spørgsmålet hvorvidt vi kan afkoble de to ting fra hinanden er den største problemstilling - men i hensyn til olie- og finanskrisen var det simpelt muligt for regeringerne bare at smide nok pengene på de påvirkede aktører og vente de seneste kriser ud.

Og så kommer vi til det tredje punkt: det er ikke så enkelt muligt, bare at stoppe at udstøde CO2 i morgen. Selvom vi opfører flere og flere solceller og vindmøller, mår de løsninger, der kræves nu og de kommende år, stadig blive opfundet, dvs. at minske betydeligt andelen af CO2 i atmosfæren, efter det blev allerede udstødt. Indtil det er opnået, kan vi næsten kun behandle symptomerne og forsøge at gøre krisen så mindst som muligt.

Konklusion:

For at konkluderer, er klimakrisen anderledes end de andre kriser vi oplevede i fortiden. Forskellige generationer prioriterer klimakrisen forskelligt, f.eks. tenderer ældre til at fokuserer mere på velfærdspørgsmål. Denne krise er så en langvarig krise, at det er ikke muligt bare at modvirke den, som vi plejede at gøre ved andre. Det kræver en fundamental omstilling af vores samfund, men på samme tid bør vi ikke ignorere andre problemstillinger.